Med et farvel til P6 Beat og P8 Jazz tramper man på de dele af dansk musikliv, der efter halvandet års pandemi, i forvejen er presset helt i bund.
Ved at lukke P8 Jazz og P6 Beat efterlades danske kunstnere og musikselskaber svækket, alt imens populærkulturen og de multinationale selskaber kan dominere musikbranchen i endnu højere grad, end tilfældet er i dag. Og det på trods af et budget, der ikke er højere, end hvad det kostede DR ikke at lave deres serie om Leonora Christina.
For tredje år i træk står P6 Beat og P8 Jazz til at måtte dreje nøglen om på trods af kanalernes enorme betydning for dansk musikformidling, den danske musikbranche og vigtigst af alt: de danske kunstnere. Derfor sender Danske Uafhængige Pladeselskaber hermed en appel til politikerne og DRs ledelse om med det samme at finde den fornødne finansiering, så kanalerne kan leve videre og fortsætte deres virke som centrale led i formidlingen af ny dansk musik.
Ofret på forhandlingstaktikkens bål
DR har i de seneste uger understreget, at kanalernes overlevelse kræver en ekstrabevilling i lighed med de sidste 2 år. Et krav der i vores øjne klinger noget hult med tanke på det beskedne beløb, som kanalernes drift kræver, sammenholdt med andre programmer og fladers omkostningsniveau. Faktisk koster det ifølge magasinet Ekko omtrent det samme at droppe serien om Leonora Christina, som det koster at drive P6 og P8 et helt år.
Det ligner unægteligt, at DR for et par år siden øjnede en mulighed for at tage disse to strålende eksempler på public service som gidsel i mediepolitiske forhandlinger, og når det har virket de sidste par år, har man tilsyneladende sat sin lid til, at det samme ville være tilfældet i 2021. Nu er man så fanget i sit eget spin, hvor nogle (men heldigvis ikke alle) politikere nu bruger armslængdeprincippet som argument for ikke at skride ind.
Redder man ikke kanalerne, er det imidlertid både et udtryk for en fattig kulturpolitik, der ikke evner at forstå musikbranchens grundvilkår og et udtryk for en DR-ledelse, der prioriterer symbolpolitik højere end public service.
Når en fødekæde knækker
P6 Beat og P8 Jazz formidler hovedsageligt ny musik, der ikke kan finde plads på de øvrige DR-kanaler, hvilket radiochef Gustav Lützhøft bekræftede i et interview med Weekendavisen i 2019: ”Jeg må være helt ærlig og sige, at vi på ingen måde kan rumme al den musik, der bliver spillet på de andre kanaler”. Til trods for at det vælter ud med kvalitetsudgivelser fra danske artister og selskaber, vil der med andre ord ikke være en bred repræsentation af den danske musik på DRs radioflader. Men hvilken betydning har det, er radioformatet ikke alligevel bare et fortidslevn?
Ifølge YouGov/Polaris er radio fortsat den langt største kilde til musikopdagelse blandt forbrugerne på trods af streamingtjenester og sociale mediers indtog i vores liv. Når kanaler som P8 og P6, hvis repertoire ikke repræsenteres på andre radiokanaler herhjemme, lukker, så er der altså ikke et andet formidlingsformat, der kan tage over. Konsekvensen er, at en masse musik vil forblive uopdaget i en verden uden kanalerne. Det spænder ikke kun ben for kunstnernes, pladeselskabernes og musikforlagenes indtjening på radio-airplay, men eksempelvis også for muligheden for at etablere et tilstrækkeligt antal publikummer til at understøtte de danske festivaler og spillesteder, der fokuserer på ny musik inden for disse genrer.
Langt færre vil ganske enkelt opsøge musikken på streamingtjenester, i pladebutikker, på festivaler o.l. og dermed kan kanallukningerne være starten på en uhyggelig sneboldseffekt, der på den korte bane vil dræbe en stor del af vækstbetingelserne for den danske branche i beat- og jazz-genrerne og på den lange bane bidrage til den kedelige normalisering af musikskabelse, som streamingtjenester og sociale mediers fokus på som skip rate, engagement mv. i forvejen bidrager så rigeligt til.
At man tilmed varsler lukningerne på dette tidspunkt, hvor de fleste kunstnere og koncertarrangørers eksistensgrundlag har været fraværende i henved halvandet år er både tonedøvt og pinligt, da formidlingen af bredden i dansk musik effektivt sendes ud i mørket. Er det virkelig kendsgerninger, som beslutningstagerne er bekendt med? Vi kan ikke tro det...
Danske virksomheder rammes hårdest
I 2018 undersøgte vi den afspillede musik på P3 og P4 og fandt, at ca. 90% af den musik de to stationer spiller, bliver udgivet af kun tre selskaber; Universal, Sony og Warner. Ingen af dem er danskejede, og tallet 3 er for den udenforstående nok særligt opsigtsvækkende sat i relation til, at DUP, foreningen for danske uafhængige pladeselskaber, repræsenterer over 170 danskejede pladeselskaber.
Som repræsentanter for tusindvis af etablerede såvel som upcoming bands og solister, råber vi vagt i gevær. Det er bydende nødvendigt, at regeringen og DRs bestyrelse og radiocheferne i øvrigt sikrer, at DR fortsat får præsenteret og formidlet bredden i ny dansk musik på radio- og TV-fladerne. Lykkedes man ikke i det, får det direkte konsekvenser for branchens muligheder for at investere i og udvikle nye talenter udenfor mainstreamen og derfor også vidtrækkende konsekvenser for innovationen, kvaliteten og bredden i dansk musik i fremtiden.
På vegne af foreningen Danske Uafhængige Pladeselskaber,
Kristoffer Rom (forperson)
