- DUPs holdninger er under konstant udvikling, hvorfor sider som denne anskues som levende dokumenter, der kan ændre sig over tid. Dette er senest opdateret d. 6. februar 2024. God læselyst.

Størrelsen af indtægter fra streaming af musik og fordelingen af disse indtægter er kontinuerligt genstand for megen debat, og med god grund, da en sund fødekæde er essentiel for et sundt og succesfuldt musikliv i Danmark og i resten af verden.

I dag fordeles streamingindtægter med ca. 30% til tjenesten selv, ca. 15% til indehavere af værkrettighederne (dvs. komponister, tekstforfattere og musikforlag). De resterende ca. 55% fordeles til indspilningens rettighedshavere (dvs. artisten, eventuelle featured artists og til pladeselskabet). Typisk bruger pladeselskabet en distributør, der tager 15-25% for deres ydelse, inden resten sendes til pladeselskabet, der fordeler videre til artisterne. I den uafhængige sektor - og i flere og flere tilfælde også hos majors - får artisten typisk 50% af det tilbageværende beløb, forudsat at pladeselskabets investeringer i produktion og markedsføring er tjent hjem - på musikbranchesprog et 50/50-split efter break-even.

I de senere år har en række organisationer, pladeselskaber, forlag, musikere, sangskrivere og artister problematiseret den nuværende struktur med udgangspunkter og ønsker, der nogle gange er i indbyrdes modstrid og andre gange overlapper med hinanden. Det er kun naturligt med en vis mængde interessekonflikter i et kommercielt marked, men alligevel er det vores holdning i DUP, at det er nødvendigt at fokusere på de forhold, der (hvis de forbedres) vil komme alle interessenter til gode frem for at ændre på de andele hver sektor får i dag. Og det bør vi kunne gøre som samlet branche uanset sektor, størrelse, genremæssige tilknytningsforhold o.l.

Derfor søger vi med vores streamingpolitik at identificere de forhold, som vi ser som de vigtigste at adressere, når vi indbyrdes i branchen diskuterer på det politiske niveau og med de teknologivirksomheder, der står bag streamingtjenesterne. Området er uhyre komplekst og derfor er nærværende bidrag til debatten af en hvis længde. Vi opfordrer dog enhver, der ønsker at forstå problematikken, til at læse det til ende.

DUPs streamingpolitik

1. Prisen skal stadig op.

Forbrugernes pris for streaming af musik er, modsat stort set alle andre priser i samfundet, dalet år for år siden lanceringen frem til 2023, idet der i denne periode ikke er blevet reguleret for inflation og pga. introduktion af family plans. Stigningen hos eksempelvis Spotify og Deezer i 2023 fra 99 til 109 kr/md er ikke tilstrækkelig til at kompensere for de mange forgangne års stilstand. Man burde i 2023 ligge på ca. 120 kr/md.

Kigger man på film- og TV-branchen betaler folk gladeligt det samme, og i en del tilfælde mere, for tjenester, der kun stiller en mindre del af den samlede mængde af produktioner til rådighed. Dette bør tjene som inspiration til musikbranchens prissætning af sig selv.

Streamingtjenesterne bør udover stigningen til 109/md i 2023 lave en prisstigning ca. 120/md, indføre fremadrettet justerer for inflation. Det er ikke nok til at løse alle problemerne, men det ville være en skelsættende start.

2. Varigheden af streams skal indgå i beregningsgrundlaget.

I dag sender streamingtjenesterne de samme beløb til rettighedshaverne for alle streams over 30 sekunder, uanset om den enkelte sang varer 31 sekunder eller 25 minutter. Det mener vi er dybt urimeligt, da det medfører en strukturel diskrimination af genrer, der er kendetegnet ved længere sangstrukturer - såsom mange retninger inden for jazz, metal, klassisk mv.

3. Funktionel audio og AI-genereret musik skal ikke honoreres på lige fod med menneskeskabt musik.

Både Deezer og Spotify har introduceret hhv., ingen og lavere betaling til såkaldt funktionel audio (hvid støj, regnvej etc.) samt understreget, at pengene i stedet øger beløbet til musik. Dette hilser DUP velkommen, og vi mener, at der er behov for også at beskytte kunstnere og musikbranche på lignende vis mod AI-genereret musik.

Man så i 2023 med tjenesten Boomy, hvordan titusindvis af sange kan generes og udgives på et splitsekund og dermed udhule betalingen til reelle kunstnere. Streamingtjenesterne bør i vores optik forpligte sig på ikke at yde betaling til repertoire af denne type.

4. En udfasning af Freemium-plans over tid.

Selvom piratvirksomhed stadig udgør et betydeligt problem i musikbranchen, er det i mange markeder ikke længere et slag, der udkæmpes mellem streamingtjenesterne og torrent-sites, hvorfor streaming-relaterede freemium-plans bør afskaffes lokalt, når det enkelte marked er modent til det.

5. Ingen diskrimination i algoritmerne

Man bør regulere streamingtjenesternes algoritmer, i lighed med anden diversitetsrelateret lovgivning, så algoritmerne ikke må forstærke strukturel diskrimination på f.eks. køns- og etnicitetsområdet.

6. Musikkens centrale placering på sociale medier bør honoreres derefter

Betalinger for brug af musik på sociale medier som TikTok, YouTube, Facebook mv. er mange gange mindre end på f.eks. Spotify, Apple, Tidal o.l. En forskel giver mening, da musikken på sådanne tjenester tjener et andet formål og har en mere passiv rolle, men niveauet er langt under, hvad der er rimeligt.

En forbedring af dette område bør være et af branchens store ønsker til de parter, der forhandler herom (major labels, Merlin og enkelte store distributører som Believe Digital m.fl.). Vi oplever faktisk en stigende anerkendelse af musikkens værdi fra mange teknologivirksomheder, der af den grund i højere grad end nogensinde licenserer musik.

Derfor bakker vi også op om Universals valg om ikke at forny deres aftale med TikTok, hvilket netop begrundes med, at betalingen er her er langt lavere end hvad eksempelvis Google, Meta og Snapchat betaler for et tilsvarende produkt.

7. Credits bør være komplette og interaktive

Vi mener at streamingtjenester bør forpligtes på at have interaktive credits, der omfatter både musikere, teknikere, sangskrivere, forlag, pladeselskaber, producere etc., således at både forbrugere og musikbranche kan gå på opdagelse i de enkelte parters output og således tilføje streamingformatet et element af musikopdagelse, der fungerer på musikkens præmisser i højere grad end algoritmernes.

Tilsvarende bør rettighedshaverne forpligtes i højere grad på at levere komplet og korrekt metadata end tilfældet er i dag. Det ville muliggøre langt højere kompensation af rettighedshavere på værksiden (forlag, komponister og tekstforfattere) ved at distributører og streamingtjenester gør alle centrale metadatafelter obligatoriske og samtidig indfører kvalitetssikring af den indtastede information. For mange uploader udgivelser uden lyrik, information om studiemusikere, ISRC- og ISWC-koder etc., hvilket skaber en dårligere oplevelse for lytterne og besværliggør korrekte royaltyudbetalinger.

8. Streaming-svindel er et fælles ansvar

Clickfarms, tyveri af andres masters, 31 sekunders tracks mv. er alle ekstremt udbredte metoder til kunstigt at booste streaming-indtægter og dette udhuler økonomien for reelle kunstnere og disses partnere i branchen. DUP mener, at sanktionerne for at spekulere i denne adfærd skal være strengere og at både streamingtjenester og distributører skal tage et langt større medansvar i screeningen af deres platformes reportoire.

Pladeselskaber verden over, inkl. mange af DUPs medlemmer, oplever ofte, at deres musik uploades til streamingtjenester uden de nødvendige tilladelser og betaling. Dette skyldes, at hverken tjenester eller distributører forpligter sig på, at verificere rettighedsforhold på uploadet musik. Royalties i millionklassen lander i de forkerte hænder og de reelle rettighedshavere (pladeselskaber, kunstnere, forlag og sangskrivere) ser aldrig en krone. Streamingtjenester og distributører bør øge monitoreringen af det indhold, der uploades til og via deres platforme for at sikre, at tredjeparters rettigheder ikke krænkes i processen. Audio fingerprint-teknologien kan automatisere dette arbejde i vid udstrækning (hvilket YouTube er et godt eksempel på), og der er et udtalt behov for, at øvrige platforme begynder at anvende dette eller lignende værktøjer.

Tilsvarende kan man let købe sig til tusindvis af streams, lave udgivelser med sange lige over de 30 sekunder, der sikrer betaling for et stream og på mange andre måder kunstigt øge antallet af streams på en udgivelse. DUP finder brug af disse metoder voldsomt kritisable og bakker derfor op om eksempelvis Spotifys tiltag, der uddeler bøder til licensgivere af repertoire, hvor der opstår lytning i strid med tjenestens vilkår og betingelser.

9. Forskelsbehandling af rettighedshavere skal udforskes yderligere.

Med Deezer og Universals ‘artist centric’ model og Spotifys 2024-ændringer ser streaming-formatet for første gang modeller, der helt åbenlyst forskelsbehandler forskellige typer og niveauer af rettighedshavere. Det mener DUP helt grundlæggende er en nødvendighed for at bevare streaming som en økonomisk hjørnesten for både upcoming og etablerede kunstnere. Det skyldes den enorme mængde af musik, der i dag udgives og forårsager, at de ellers mange penge, som abonnenterne betaler, spredes enormt tyndt over et enormt antal rettighedshavere.

Tilsvarende introducerer modellerne tærskler for den enkelte udgivelses betalingsniveau. På Deezer belønner man artister med mere end 1000 streams fra mindst 500 lyttere per måned med en fordobling af betalingsniveau. På Spotify kræves det nu af den enkelte indspilning, at denne har haft mindst 1000 streams på tværs af unikke brugere de forgange 12 måneder for at kunne opnå en betaling overhovedet. Vi er spændte på at følge konsekvenserne af disse nye tiltag samt udviklingen af nye alternative modeller, og det ligger DUP på sinde, at man løbende sikrer, at indførelse af div. tærskler ikke bliver en eskalerende glidebane, der ekskluderer kunstnere, der vil gøre karriere i musikken, for at modtage betaling.

Deezers model indebærer desuden dobbeltbetaling til afspilninger opstået på baggrund af brugernes opsøgende adfærd fremfor via algoritmestyrede features. Dette kan synes sympatisk, men vi er bekymrede for om dette i endnu højere grad end i dag vil koncentrere økonomien om de allerstørste kunstnere. Derfor kan vi ikke bakke op om dette element.

DUP opfordrer tjenesterne til også at indføre højere krav til metadata-omfang som et krav for at opnå betaling for ens udgivelser.

10. Kunstnere og pladeselskabers andel af den samlede streaming-indtægt må ikke dale.

Flere stemmer i branchen ytrer, at større indtægter til musikforlag, komponister og studie-personale bør gå fra pladeselskabernes, og dermed artisternes, andel. Men en mindre andel af indtægterne til pladeselskaberne vil i vores optik umuliggøre fair vilkår for de øvrige parter, der bidrager til indspilningen.

Pladeselskaberne og artisterne betaler nemlig langt størstedelen - og i mange tilfælde alle - omkostninger forbundet med indspilning, udgivelse og markedsføring af musik. Noget der selv med nutidens indtægtsandele er en uhyre svær forretningsmodel at skabe overskud gennem. Derfor vil en udhulning af artisternes og pladeselskabernes økonomi resultere i endnu færre penge til producere, teknikere, studiemusikere o.l.

Der er desuden ofte sammenfald mellem artisten og sangskriveren. Altså at personen eller bandet, der står på artworket, også har skrevet musikken. Og det er lige så almindeligt, at artisten allierer sig med producere og/eller såkaldte co-writers, der skriver musik for eller med artisten. Deres bidrag er af skabende karakter, hvorfor de også får en andel af værkrettighederne og således ikke kun kompenseres via streaming men også via radio/tv-afspilninger, live-fremførsler mv.

Man skal nemlig ikke glemme, at engangshonorarerne til studiepersonale for mange udgivelsers vedkommende sikrer disse en større indtægt end både artist og pladeselskab ser, hvis det ikke lykkedes at skabe nok opmærksomhed og dermed musikforbrug i markedet til at nå forbi break-even. Derudover ernærer musikere sig typisk både som studie- og live-musikere, og man kan med en vis rimelighed sige, at pladeselskaber og kunstneres arbejde for indspilningerne danner grundlaget for en meget stor del af den efterfølgende live-aktivitet og indtægter, som pladeselskaberne vel at mærke ikke i udgangspunktet får en andel af.

Musikerne har i erkendelse af de udfordringer, som digitaliseringen medfører, lancereret kampagnen Fix Streaming, som foreslår en ny ret til indtægter fra musikstreaming, der skal betales af streamingtjenesterne - vel at mærke ud over, hvad de i dag betaler til øvrige rettighedshavere. Det foreslås desuden, at denne ret administreres af et kollektivt forvaltningsselskab. Det synes sympatisk og fornuftigt på det principielle plan, men DUP kan ikke støtte den ide i praksis af særligt to grunde:

• Vi forventer, at streamingtjenesterne mere eller mindre direkte vil bruge det som pressionsmiddel i forhandlingerne med pladeselskaber og forlag med det formål at nedbringe disses andele og opnå status quo på summen af rettighedsudbetalinger.
• Som pladeselskaber kender vi om nogen den enorme datamængde, der skal processeres i forbindelse med fordeling af royalties. Forslaget kræver en sammenkørsel af hele markedets streamingdata og de såkaldte studielister, hvorpå de medvirkende musikere fremgår. Dernæst en efterfølgende fordeling af de nye indtægter til den enkelte medvirkende musiker. At gøre dette for de mere end 100.000 sange, der dagligt udgives i tillæg til de mange millioner eksisterende sange, vil skabe et administrativt mareridt med administrationsomkostninger, der langt vil overstige indtægtsniveauet. Der findes os bekendt simpelthen ikke et fortilfælde i den globale musikbranche, hvor så store datamængder behandles. Alternativet hertil er at fordele på analoge nøgler (f.eks. airplay-data), men med denne metode er der ingen garanti for at den enkelte musiker opnår betaling for streams for den indspilning, som vedkommende har medvirket på.

Hvad så nu?

Verden omkring os ændrer sig konstant. Derfor bør betalingsmodeller på f.eks. streaming-området også konstant være genstand for undersøgelse, udvikling og debat.

Musikbranchen taler i denne kontekst ofte om muligheden for en overgang til user centric-afregning fra pro rata, der i dag anvendes på de fleste tjenester. Dette støtter DUP pt. ikke, da de undersøgelser der har været foretaget, ikke tegner et entydigt billede af en bredere fordeling af indtægter. Faktisk frygter vi, at det i endnu højere grad end nu vil koncentrere indtægterne på de allerstørste stjerners hænder. Det skyldes bl.a. at lyttere af nichémusik ofte lytter til mange flere forskellige artister end mainstream-musikkens fans. Således ville førstnævntes abonnementsydelse skulle deles mellem tilsvarende flere artister.

Mulighederne er i alle tilfælde mange for at skrue på håndtag i maskinrummet hos streamingtjenesterne på måder, der kan bidrage til en sundere musikbranche og en mere hensynsfuld udregning af det enkelte streams værdi.

DUP mener opsummerende, at en konstruktiv dialog mellem alle rettighedshavere, musikere, distributører, streamingtjenester og øvrige beslutningstagere er nødvendig for at komme frem til de rette løsninger. Og at sådanne løsninger både skal være transparente for alle parter og have et proportionalt forhold med den enkelte udgivelses økonomiske forudsætninger.