Gå til hovedindhold
DUP logo element

Velkommen til ny sekretariatsleder Johanne Nedergaard og tak til Laura Krogtoft

Vi er enormt glade for at kunne byde Johanne Nedergaard velkommen i rollen som vores nye sekretariatsleder. Ansættelsen markerer et centralt skridt for DUP og vores arbejde for at styrke rammevilkårerne for de uafhængige pladeselskaber. Vi er sikre på, at vi med Johannes brede erfaring som bl.a. musikjournalist, projektleder og redaktør er i gode hænder.

Johanne siger om stillingen, hun tiltrådte den 1. april:

"Jeg har virkelig glædet mig til at dele den her nyhed! Jeg skal beskæftige mig med den del af musikbranchen, jeg forelskede mig i, da jeg startede som musikjournalist-praktikant for syv år siden. Jeg glæder mig til at styrke det uafhængige musikliv og dække de interessante, kritiske og nytænkende perspektiver, det altid kommer med."


I den sammenhæng vil vi også gerne rette en stor tak til vores vikarierende sekretariatsleder, Laura Cecilie Krogtoft, som fortsat engagerer sig i arbejdet med at formidle og skabe bedre vilkår for uafhængig musik og kunst – bl.a. gennem sit arbejde for Simian Kunsthal og i samarbejde med kunstnere og organisationer i ind- og udland.

Laura, som også var sekretariatsleder fra 2019–2023, siger:

“Jeg er glad for i den seneste periode at have genoptaget mit engagement i DUPs kollektive arbejde for at styrke vilkårene for de mange uafhængige pladeselskaber og kunstnere, som hver dag bidrager til et mere nysgerrigt, pluralistisk og originalt musiklandskab. Det er afgørende for den måde, musik skabes, forvaltes, formidles og opleves på, at der findes stærke fællesskaber, og at der er et vedvarende politisk fokus på adgang, tilgængelighed, ressourcefordeling, bæredygtighed og magtkoncentration. Jeg ser frem til at følge DUPs udvikling og ønsker Johanne varmt velkommen.”