Jakob Sørensen er ny forperson i DUP
Jakob Sørensen har arbejdet i musikbranchen i mere end 25 år med de uafhængige pladeselskaber Copenhagen Records og The Bank Music, er nyligt hovedforfatter på bogen ‘Når Musikken møder sporten’ og aktiv i bestyrelserne hos Promus og Danish Songwriting Academy. Nu er han også forperson i interesseorganisationen Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP).
“Jeg vil gerne fortsætte arbejdet med at professionalisere den uafhængige musiksektor og gøre DUP til en endnu stærkere politisk spiller i et landskab, hvor uafhængighed og danske rettigheder er vigtigere end nogensinde før,” siger han om sit kommende arbejde som forperson.
Jakob Sørensen, der er tidligere næstforperson i DUP, vil tydeliggøre interesseorganisationens potentiale og styrke for den uafhængige musikscene:
“Vi skal vise, hvorfor de uafhængige aktører er relevante, og hvor meget fantastisk musik, vi laver. Vi gør det allerede med vores prisfest Den Uafhængige, og erfaringerne og tilgangen fra det projekt skal vi bruge til at gøre os selv endnu tydeligere og vise alt det, vi allerede gør for den danske musik.”
Tidligere forperson Kristoffer Rom takker af efter 13 år
Kristoffer Rom, der er grundlægger af det uafhængige pladeselskab Tambourhinoceros, takker af efter 13 år som forperson for DUP. Han er netop konstitueret som næstforperson og vil derfor fortsætte arbejdet i interesseorganisationen:
“Jakob og jeg har haft et tæt parløb i to år som henholdsvis næstforperson og forperson, og han er den helt rigtige til at stå i spidsen for at udvikle DUP fremadrettet,” siger Kristoffer Rom om rolleskiftet.
Under Kristoffer Roms tid som forperson, er DUP vokset fra 20 til 200 medlemmer og har medvirket i initiativer og samarbejder som for eksempel playliste-platformen New Nordic Indie, Kvinder i Musikken, Trygt Rum, Kunst og Kultur i Balance og Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling.
“Vi har etableret Den Uafhængige, lavet partnerskaber med virksomheder på tværs af musikbranchen, kæmpet politiske kampe herhjemme såvel som i EU og endda et par gange på verdensplan, når tech-giganterne har teet sig særligt meget,” siger Kristoffer Rom om blandt andet arbejdet.
Der skal lyde et kæmpestort, hjerteligt tak til Kristoffer for alt hans vigtige, gode og hårde arbejde.
Nyt bestyrelsesmedlem
Foruden Jakob Sørensen og Kristoffer Rom blev en ny bestyrelse også fastlagt på DUPs ordinære generalforsamling, der fandt sted den 26. april. Bestyrelsen består nu af AnnaLea Bertelsen (Music For Dreams), Jon Madsen (Nordic Music Society), Signe Svendsen (Lydia Gramophone), Ulla Rønberg (Ekstern), Julier Bugge (Playground Music), Jacob 'Poe' Stærmose (Crunchy Frog) og Thomas Børresen (Labelmade). Thomas Børresen er det eneste nyvalgte medlem. Velkommen til! Desuden skal et tak lyde til Mik Christensen (Mermaid Records) for alt hans arbejde i bestyrelsen.