DUP logo element

Den Uafhængige er tilbage med Sharin Foo som vært

Det er tredje gang, at prisfesten, der fejrer den uafhængige musikscene finder sted. Værten, der står bag kæmpesuccesen, The Raveonettes, glæder sig til at hylde “de skæve, eksperimenterende og smalle udgivelser”.

 

Den 3. februar 2027 afholdes Den Uafhængige for tredje gang, hvor dansk uafhængig musik, og menneskene bag den, hyldes. På aftenen uddeles 12 priser af musiklivets organisationer, der bidrager som uafhængige juryer.
Værten for Den Uafhængige 2027, Sharin Foo, er den ene halvdel af The Raveonettes, der gennem mere end to årtier har turneret verden rundt med deres særlige cocktail af støjrock og melodisk 1950’er-pop.Foo er også en del af avantpop-duoen SØSTR og virker desuden som lektor ved Rytmisk Musikkonservatorium. Her har hun blandt andet beskæftiget sig med at nytænke koncertoplevelsen både på og bag scenen. Til februar står hun på scenen som vært og leder publikum gennem den uafhængige musikprisfest. Sharin Foo siger:
 


“Jeg er glad for at kunne være en del af og bidrage til det danske uafhængige musikmiljø. Her er der plads til de skæve, eksperimenterende og smalle udgivelser. Du er i direkte dialog med ægte ildsjæle, der driver deres selskaber på grund af kærlighed til musikken. De gør sig også superumage med det fysiske produkt og kæler for håndværket så at sige. Jeg glæder mig!”
 


Den Uafhængige sætter fokus på den kunstneriske frihed, de originale idéer og de musikalske stemmer, der ikke bare følger strømmen, men skaber den. Prismodtagerne vil blive fundet blandt de kunstnere, der udgiver musik på uafhængige pladeselskaber. Derudover hyldes initiativer og personer, der styrker den danske musikkultur.

Udover at guide publikum gennem showet skal Sharin Foo - ligesom tidligere værter - udvælge årets æresprismodtager i samarbejde med Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP).

Prisfesten er initieret af DUP, som har inviteret sine +200 medlemmer til at indstille EP- og albumudgivelser fra 2026 til priserne. I løbet af januar offentliggøres de nominerede kunstnere og udgivelser.

Den Uafhængige finder sted den 3. februar 2027 i Park Bio. På grund af begrænset antal pladser, er det desværre ikke muligt at købe en billet til showet.
 


Kategorierne til Den Uafhængige 2027
 

  • Årets Album (uddeles af Musikkritikere)
  • Årets Artwork (uddeles af Designskolen Kolding)
  • Årets Band (uddeles af DMF)
  • Årets Debut (uddeles af Soundvenue)
  • Årets Export (uddeles af MXD)
  • Årets Fighter (uddeles af ROSA)
  • Årets Livenavn (uddeles Roskilde Festival)
  • Årets Musikformidling (uddeles af DUP)
  • Årets Producer (uddeles af RMC)
  • Årets Solist (uddeles af DAF)
  • Årets Sangskriver (uddeles af KODA)
  • DUPs Ærespris (uddeles af DUP)
     

Følg med på Instagramprofilerne @dup_dk og @den_uafhaengige for fremtidige updates.