DUP - logo Danske Uafhængige Pladeselskaber
  • Om DUP

    DUP arbejder for den Danske uafhængige musik – fra skabelse til succés –  i Danmark og i udlandet.

    DUP er en non-kommerciel interesseorganisation for små og mellemstore pladeselskaber i Danmark. DUP medvirker til at fremme og udvikle vækstlaget i dansk musik og er en kulturbærerende forening, hvis fornemmeste rolle er at skabe optimale rammer og muligheder for artister og pladeselskaber, der ofte er styret af idealister og entreprenører. Foreningen har eksisteret siden 2002 og har siden da styrket vækstlaget i dansk musik.

    Pladeselskaber skal i dag manøvrere på et marked, der er domineret og påvirket af major-selskaber. Det er i dag en realitet, at de store selskaber via fusioner bliver større og færre. Hvor der for 10–15 år siden var store indie selskaber, der var på størrelse med den mindste major, er der i dag kun fire major-selskaber (SonyBMG, Universal, EMI og Warner), der kontrollerer over 70% af markedet i Danmark. Dette giver ikke meget indflydelse og plads til de enkelte uafhængige artister og selskaber, der efter DUPs erfaring let bliver klemt af de mere kommercielle metervarer, som de store selskaber satser på for at tilfredsstille deres aktionærer.

    DUP er ikke kategorisk imod de store selskaber, som i flere henseender har været forgangsmænd for, eller samarbejdspartnere med de mindre selskaber – bl.a. som distributører af de uafhængiges musik. Men udviklingen viser, at det er nødvendigt, at de uafhængige selskaber forener sig for at kunne skabe fair vilkår. På den baggrund arbejder DUP således for at optimere betingelserne for de mindre pladeselskaber nationalt såvel som internationalt.

    DUP har fem indsatsområder:
    1. Musikpolitisk og branchemæssig indflydelse
    2. Påvirkning og udvikling af international musikpolitik
    3. Vidensdeling og nytænkning
    4. Synliggørelse af Dansk musik i udlandet
    5. Fælles handels- og produktionsaftaler

    1. Musikpolitisk og branchemæssig indflydelse
    Det her er vores egentlige udgangspunkt og hjertet i foreningen. DUP agerer talerør og repræsenterer medlemmernes men også de danske græsrødders interesser i relevante sammenhænge. DUP har bl.a. deltaget i:
    • Udvikling af Musikzonen (som en del af Musikalliancen)
    • Udarbejdelse af “Musikken spiller med – 15 anbefalinger til regering og folketing”
    • Oprettelse / udvikling af ”Pladeproduktionsstøtteordningen” (under Kulturministeriet).
    • Oprettelse / udvikling af ”Music Export Denmark” (MXD), (under Kulturministeriet).
    • Paneldiskussioner i forskellige sammenhænge. Bl.a. SPOT, Radiohuset Rocker, m.fl.
    • Impala bestyrelsesmøder, hvor den uafhængige europæiske musikbranche arbejder sammen for bedre forhold.
    • WIN bestyrelsesmøder, (Worldwide Independent Network). Her samles den uafhængige sektor i et verdensomspændende netværk.

    Herudover markerer DUP løbende foreningens holdninger i pressen samt i andre branchemæssige sammenhænge (Midem, Copenhagen Music Week, SPOT, Popkomm, mv.)

    2. Påvirkning og udvikling af International musikpolitik
    DUP har en plads i bestyrelsen i den internationale branchesammenslutning IMPALA (Independent Music Companies Association). IMPALA er den europæiske sammenslutning af uafhængige producenter. Foreningen arbejder bl.a. imod monopoldannelse og har de seneste år talt foreningens sag ved EU-kommissionen i forbindelse med SONY/BMG fusionen.

    DUP har også en bestyrelsespost i den verdensomspændende forening WIN (Worldwide Independent Network). WIN arbejder ligesom IMPALA imod monopoldannelse, men på et globalt plan. WIN har senest taget initiativ til at starte forhandlerorganet MERLIN, der går under navnet ”den 5. Major”. MERLIN kan forhandle aftaler for de uafhængige selskaber som de ellers aldrig ville kunne komme i nærheden af på egen hånd.

    Vi anser disse medlemskaber for at være meget vigtigt for DUP, fordi vi får styrket vores globale netværk, erfaring, viden og indflydelse.

    3. Vidensdeling og nytænkning
    Vi tror på en styrkelse af musikbranchen ved at skabe rammer for udveksling af erfaringer og nytænkning. Alle kan lære noget af hinanden. Det sker bl.a. ved vores medlemsmøder, kurser, deltagelse på festivaler & relevante branchetræf.

    4. Synliggørelse af Dansk musik i udlandet
    DUP udgiver det internationale magasin BOOM BOOM en gang om året. Formålet med udgivelsen er at skabe en større synlighed og viden om Dansk musik og den danske musikbranche. Magasinet er skrevet på engelsk og henvender sig hovedsaligt til den internationale musikbranche.

    5. Fælles handels- og produktionsaftaler
    DUP søger at indgå fælles aftaler, der kommer medlemmerne til gode. Med knap 50 selskaber er det klart, at DUP kan sikre medlemmerne en andel af de stordriftsfordele, der kan indhentes under DUP.
    DUP følger med i udviklingen på det digitale marked og rådgiver og vejleder selskaberne, bl.a. i kraft af vores samarbejde med MAQS Law Firm.

    DUP’s vedtægter indhentes ved at kontakte DUP på sekretariat@dup.nu